Forside
Nogen gange vågner man om natten med pudetryk i ansigtet og er ude af stand til at fortælle, hvor man er. I det øjeblik eksisterer man ikke, man hører ikke til. Men pludselig slår det ned i én, at man lige er vågnet – revet ud af søvnen i den trygge seng. Roen falder på én, fordi man igen hører til – er hjemme et sted.

Sådan har jeg det nogle gange, når jeg sidder i min lejlighed på 4. sal med udsigt ud over byens tage. Jeg kan se byen, men jeg kan ikke se menneskene. Jeg kan høre støjen fra gaden, når vinduerne står åben eller på klem, men jeg kan ikke se menneskene i byen. Byen eksisterer ligesom ikke rigtigt. Den er ikke.

Vinduerne bliver åbnet. Nu hører jeg menneskene i byen. Jeg hører dem le, råbe, klirre med flasker, synge slagsange på vej til stadion eller nyse. Jeg kan ikke se dem, men når jeg hører dem, så forestiller jeg mig menneskene i byen. Lydene er så forskellige, som også menneskene er. Menneskene, synes jeg, gør byen levende. Menneskene og deres lyde får byen til at eksistere. Når menneskene ler, råber og hoster, bliver byen nærværende, og jeg hører hjemme i byen.

Byen… Odense hedder den. Jeg kan se dens tage, og jeg kan se toppen af den grønne by. Det er min by, som den ser ud fra min lejlighed. Men nogen gange tænker jeg, om det kun er mig, som ser den sådan. Gad vide hvad min nabo tænker, når han kigger ud af sit køkkenvindue? Og hvad med Kamma og den lille hund på 1. sal? Jeg ser stor variation og en skønhed, som kun jeg oplever. Det bilder jeg mig ind – for hvad tænker mine gæster, når de ser ud af mit køkkenvindue? En kirke, nogle tage og grønne trætoppe om sommeren. Tænker de smukke tanker – bliver de glade?

Min udsigt over Odense gør mig glad. Jeg smiler til byen, som giver mig en anden oplevelse her på 4., end den gør, når jeg går i gaden. I gaden ser Odense anderledes ud, synes jeg. Der mylder det med mennesker på vej alle vegne og ingen steder. Byen er påtrængende og nærværende på en anden måde end fra min lejlighed. Nu kan jeg se menneskene. Jeg kan se, hvem der skærer grimasser af travlhed, hvem der smiler, hvem der snubler, og hvem der holder i hånd. Det kan jeg ikke se fra min lejlighed. Alt det lydløse, som også gør byen til en levende og vibrerende by. Menneskene, som fylder på hver deres måde. Byen har mange ansigter.

Måske er det sådan i alle byer – det ved jeg ikke. Men jeg ved, at Odense er et af mine ansigter, som mit ansigt er Odenses. Det kan jeg godt lide. Det betyder, at jeg kan vågne om natten med pudeaftryk på kinden efter den bevidstløse søvn, og stadig vide at jeg hører til, at jeg er tryg og kan sove videre i den varme seng. Det gør, at jeg hører hjemme.

 

"DER ER SAA DEJLIGT I BYEN ..."